Tre områder der klemmer den universelle velfærdsstat (c-b)

Der findes en forventningsklemme, en popularitetsklemme og en omkostningsklemme.

 Forventningsklemmen:
Velfærdsborgeren bliver mere og mere krævende. Tilliden til autoriteter er dalende; vi stiller spørgsmålstegn til vores læges kompetence, forældrene har foreslag til anderledes pædagogik i folkeskolerne, ældre sagen er opmærksom på, om medlemmerne får den service, som de har krav på.
Den almene borger er oplyst: vi kan selv gå ind på netdoktor, hvis vi har en mistanke om, at lægen har givet den forkerte diagnose, eksempelvis. I vores samfund er der en række bagvedliggende faktorer eller tendenser, som kan understøtte eller forklare den almene borgers voksende forventninger;
Individualisme: Nutidens borgere er selvbevidste. Man står selv med ansvaret for eget liv, og man finder selv sin retning i livet. I dag findere man i højere grad selv sine drømme og idéer end tidligere generationer. Eftersom det offentlige spiller en så stor rolle i individets liv, findes der også en forventning til, at offentligheden bidrager til at indfri disse drømme og forventninger
Uautoritære holdninger; der findes en skepsis til autoriteter i befolkningen. Hvis man sammenligner ungdommen sidst i 60'erne, som var meget imod autoriteter, så er man i dag mere afslappet. Regler og ordrer bliver ikke bare fulgt, de bliver vurderet og fulgt, hvis man ser en rimelighed i det. Danskerne danner deres moral ud fa hensyn til andre og til, at helheden kan fungere, viser mange undersøgelser.
Større viden og flere ressourcer: I de sidste 30 år er der sket et massivt uddannelsesboom. Andelen der tager en videregående uddannelse er steget markant, ligesom kun en lille del af befolkningen ikke gennemfører en erhvervsuddannelse. Således har mange mennesker fået en større viden og generelt en god økonomi. Samtidigt benytter vi flittigt internettet og faglitteratur, og mange undersøger selv løsningsmuligheder på deres problem. Konsekvensen af dette er, at man ofte kan henvise til kommuner, amter eller lande, som har taget et initiativ til offentlig problemløsning - det skal vi da også have!
Popularitetsklemmen
Velfærdsstaten har gennem historien haft stor opbakning i befolkningen. Offentlige ydelser er universelle og populære i befolkningen. Derfor kan det være svært at ændre noget. Politikere partier, der i tidens løb har stillet spørgsmålstegn til velfærden, har fået den kolde skulder ved folketingsvalg. Derfor er besparelser og forringelser af de offentlige ydelser ofte årsag til mediestorme og hidsige protester fra berørte. Det er derfor svært at lave ændringer og besparelser der, hvor det måske er nødvendigt. Medierne tager desuden ofte patienternes parti frem for autoriteternes.

Solidaritet
Selvom vores samfundet i dag ofte bliver portrætteret af medierne som en tid præget af individualisme og egoisme, findes der alligevel en høj grad af solidaritet over for de svage i samfundet. Solidaritet er vigtigt for velfærdssystemet. Identitet og skæbne er ikke længere forudbestemt, og det nye samfunds skillelinjer hvad angår køn, alder og etnicitet, gør det sociale landskab mere komplekst. Det er svært at holde en 'os og dem' modsætning i et så differentieret samfund.

Den amerikanske sociolog, Jodi Jean, skelner mellem tre former for solidaritet;

Affektiv solidaritet: følelsesmæssige bånd mellem mennesker. Før velfærdssamfundet var slægt og familie kilden, hvor man søgte hjælp. Denne solidaritet kan dog ikke udstrækkes til at omfatte fremmede. Denne solidaritet lever naturligvis også i dag, men 4 ud af 5 borgere mener, at det er det offentliges opgave at tage sig af deres forældre og voksne børn.

Konventionel solidaritet: Bygger på fælles interesser og udspringer fra fælles traditioner og værdier, der forener en gruppe eller klasse. Gruppesolidariteten sætter dog grænser for medlemmernes frihed til at udtale sig frit. hvis man vil være med i gruppen, må man underkaste sig de normer, som gælder i gruppen. F.eks. fagforeninger eller beboerforening.

Refleksiv solidaritet: Mange ting ligger ikke fast. Vi skal hele tiden trække refleksive valg. Disse valg drejer sig også om, hvem, hvordan og hvor meget man skal solidarisere sig med andre mennesker og med bestemte sager. Denne solidaritet gennemsyrer alle aspekter af det sociale liv; hverdagslivet, økonomien og politikken. Den påvirker også borgernes nære relationer såvel som deres holdninger og forholden til de velfærdsstatslige institutioner.

Omkostningspresset
Den offentlige sektor står for at løse en lang række centrale opgaver i samfundet. Stat, amter og kommuner har ansvar for varetagelse af serviceopgaver, som uddannelse, sygehusvæsen, politi og militær, vejvæsen mm. De står også for omfordelingen af økonomiske midler fra ressourcestærke til ressourcesvage. Der er naturligvis en lang række udgifter, som er i den grad stigende. Antallet af offentlige ansatte er steget fra 200.000 i 60'erne til flere end 800.000 i 2003. Den offentlige sektor er dog, målt i antal heltidsansatte, kun vokset med knap 5 % siden 90'erne. Udgifter til sundhedsvæsnet, dagpenge, efterløn og folkepension er eksempler på enormt dyre og stigende ydelser