Tre områder der klemmer den universelle velfærdsstat (c-b)

Der findes en forventningsklemme, en popularitetsklemme og en omkostningsklemme.

 Forventningsklemmen:
Velfærdsborgeren bliver mere og mere krævende. Tilliden til autoriteter er dalende; vi stiller spørgsmålstegn til vores læges kompetence, forældrene har foreslag til anderledes pædagogik i folkeskolerne, ældre sagen er opmærksom på, om medlemmerne får den service, som de har krav på.
Den almene borger er oplyst: vi kan selv gå ind på netdoktor, hvis vi har en mistanke om, at lægen har givet den forkerte diagnose, eksempelvis. I vores samfund er der en række bagvedliggende faktorer eller tendenser, som kan understøtte eller forklare den almene borgers voksende forventninger;
Individualisme: Nutidens borgere er selvbevidste. Man står selv med ansvaret for eget liv, og man finder selv sin retning i livet. I dag findere man i højere grad selv sine drømme og idéer end tidligere generationer. Eftersom det offentlige spiller en så stor rolle i individets liv, findes der også en forventning til, at offentligheden bidrager til at indfri disse drømme og forventninger
Uautoritære holdninger; der findes en skepsis til autoriteter i befolkningen. Hvis man sammenligner ungdommen sidst i 60'erne, som var meget imod autoriteter, så er man i dag mere afslappet. Regler og ordrer bliver ikke bare fulgt, de bliver vurderet og fulgt, hvis man ser en rimelighed i det. Danskerne danner deres moral ud fa hensyn til andre og til, at helheden kan fungere, viser mange undersøgelser.
Større viden og flere ressourcer: I de sidste 30 år er der sket et massivt uddannelsesboom. Andelen der tager en videregående uddannelse er steget markant, ligesom kun en lille del af befolkningen ikke gennemfører en erhvervsuddannelse. Således har mange mennesker fået en større viden og generelt en god økonomi. Samtidigt benytter vi flittigt internettet og faglitteratur, og mange undersøger selv løsningsmuligheder på deres problem. Konsekvensen af dette er, at man ofte kan henvise til kommuner, amter eller lande, som har taget et initiativ til offentlig problemløsning - det skal vi da også have!
Popularitetsklemmen
Velfærdsstaten har gennem historien haft stor opbakning i befolkningen. Offentlige ydelser er universelle og populære i befolkningen. Derfor kan det være svært at ændre noget. Politikere partier, der i tidens løb har stillet spørgsmålstegn til velfærden, har fået den kolde skulder ved folketingsvalg. Derfor er besparelser og forringelser af de offentlige ydelser ofte årsag til mediestorme og hidsige protester fra berørte. Det er derfor svært at lave ændringer og besparelser der, hvor det måske er nødvendigt. Medierne tager desuden ofte patienternes parti frem for autoriteternes.

Solidaritet
Selvom vores samfundet i dag ofte bliver portrætteret af medierne som en tid præget af individualisme og egoisme, findes der alligevel en høj grad af solidaritet over for de svage i samfundet. Solidaritet er vigtigt for velfærdssystemet. Identitet og skæbne er ikke længere forudbestemt, og det nye samfunds skillelinjer hvad angår køn, alder og etnicitet, gør det sociale landskab mere komplekst. Det er svært at holde en 'os og dem' modsætning i et så differentieret samfund.

Den amerikanske sociolog, Jodi Jean, skelner mellem tre former for solidaritet;

Affektiv solidaritet: følelsesmæssige bånd mellem mennesker. Før velfærdssamfundet var slægt og familie kilden, hvor man søgte hjælp. Denne solidaritet kan dog ikke udstrækkes til at omfatte fremmede. Denne solidaritet lever naturligvis også i dag, men 4 ud af 5 borgere mener, at det er det offentliges opgave at tage sig af deres forældre og voksne børn.

Konventionel solidaritet: Bygger på fælles interesser og udspringer fra fælles traditioner og værdier, der forener en gruppe eller klasse. Gruppesolidariteten sætter dog grænser for medlemmernes frihed til at udtale sig frit. hvis man vil være med i gruppen, må man underkaste sig de normer, som gælder i gruppen. F.eks. fagforeninger eller beboerforening.

Refleksiv solidaritet: Mange ting ligger ikke fast. Vi skal hele tiden trække refleksive valg. Disse valg drejer sig også om, hvem, hvordan og hvor meget man skal solidarisere sig med andre mennesker og med bestemte sager. Denne solidaritet gennemsyrer alle aspekter af det sociale liv; hverdagslivet, økonomien og politikken. Den påvirker også borgernes nære relationer såvel som deres holdninger og forholden til de velfærdsstatslige institutioner.

Omkostningspresset
Den offentlige sektor står for at løse en lang række centrale opgaver i samfundet. Stat, amter og kommuner har ansvar for varetagelse af serviceopgaver, som uddannelse, sygehusvæsen, politi og militær, vejvæsen mm. De står også for omfordelingen af økonomiske midler fra ressourcestærke til ressourcesvage. Der er naturligvis en lang række udgifter, som er i den grad stigende. Antallet af offentlige ansatte er steget fra 200.000 i 60'erne til flere end 800.000 i 2003. Den offentlige sektor er dog, målt i antal heltidsansatte, kun vokset med knap 5 % siden 90'erne. Udgifter til sundhedsvæsnet, dagpenge, efterløn og folkepension er eksempler på enormt dyre og stigende ydelser

Velfærdsstatens udfordringer

Velfærdsstaten udfordres af fire tendenser; globalisering, europæisering, ændringer i befolkningens aldersmæssige sammensætning og den øgede forventning til offentlig velfærd.

Globalisering
Globaliseringen medfører blandt andet, at kommunikation, viden og teknologi spredes uden hensyn til fysiske afstande. Mennesker fra forskellige kulturer påvirker hinanden på tværs af landegrænser og kontinenter. Verden er blevet mindre, og handel og produktion bliver organiseret og spredt ud på hele kloden. Man forventer dermed også, at globaliseringen har en effekt på velfærdsstater. Den enkelte nationale stat får færre muligheder for at føre egen økonomisk politik. Det bliver altså sværere at finansiere velfærdsstaten gennem skatter og afgifter, når virksomheder konstant flyttes til udlandet (outsourcing). Globaliseringen kan også have en effekt på selve befolkningens holdning og ønske om velfærd. Kultur og normer påvirkes af hinanden, så kulturmønstret i de enkelte lande er i en konstant forandring. Det betyder netop, at ønsket om velfærdsstaten også er i forandring.

Europæisering
Globaliseringen har medført, at det er blevet lettere at sælge og købe varer over hele kloden. Varerne kan i dag hurtigt transporteres fra den ene del af verden til den anden. Udenrigshandelen har derfor i takt med globaliseringen eksploderet. de 27 lande i EU påvirker hinanden og udvikler sig i samme retning. Her er der tale om en europæisering. Dette omfatter også resultatet af beslutninger truffet i EU, som har en effekt på det danske velfærdstat. Der findes direkte krav, som EU landene skal leve op til, fx. Ligebehandling af mænd og kvinder. Indvirkningerne kan også være inddirekte; påvirkning og læring af andre lande.

Den aldersmæssige sammensætning
Der findes også et pres på velfærdsstaten, der kommer fra ændringer i befolkningens demografiske sammensætning. De ældre udgør en stor generation, imens der findes færre yngre mennesker. Aldersfordelingen afspejles i de mange offentlige udgifter, hvor 70-79 årige har et relativt større forbrug af de offentlige udgifter end de erhvervsaktive 20-69 årige. Det er netop denne aldersgruppe, der betaler mest af velfærdsstatens udgifter via. skatter og afgifter. På den måde bliver forsørgerbyrden øget. Denne forsørgerbyrden er en beregning af forholdet mellem de aktive på arbejdsmarkedet og de, som er udenfor arbejdsmarkedet.
En særlig problematik hvad angår denne forsørgerbyrde er migrationer. Indvandring har skabt spændinger i  det danske velfærdssamfund, da udviklingen af migration er svær at forudse eller beregne. Men indvandring kan også lette presset af den demografiske forandring, da det betyder, at flere mennesker kan komme i arbejde og på den måde lette forsørgerbyrden.

Øgede forventninger og krav
De øgede forventninger og krav til velfærdssamfundet presser også. Det er svært at forudsige de fremtidige velfærds udgifter. Befolkningens ønsker og behov er nemlig i forandring. Hvis den gennemsnitlige levealder stiger, er vi muligvis også raske længere. Og hvis vi er raske længere, kan det medføre en mindre stigning i de offentlige udgifter end hvad der var forventet. Her kan man tale om udgifter til pleje- og omsorg i hjemmet og på institutioner. Teknologien er også i udvikling, og udviklingen kan også have en effekt på udgifterne. Rengøringen i hjemmet kan måske udføres af robotter? Denne teknologiske udvikling kan dog også være udgiftskrævende og kan medføre øget pres. Vælgernes forventningspres om altid at få stillet den nyeste bedste behandling til rådighed, specielt i sundhedsvæsnet, kan også få de offentlige udgifter til at stige.
Konflikten mellem disse generationer er et af velfærdsstatens største dilemmaer. Unge ønsker måske bedre service til pasning af børn og bedre uddannelse, imens ældre ønsker et højt niveau for pension og anden service.

Første indlæg

UHa